De fleste mennesker kender følelsen af at stå foran spejlet og se på sig selv med et kritisk blik. Det kan være en kommentar, et billede, et minde – og pludselig bliver kroppen et projekt, der skal rettes, forbedres og kontrolleres. Men når selvværdet begynder at afhænge af, hvordan man ser ud, kan det få dybe psykiske konsekvenser.
Som psykolog møder jeg mange, især unge kvinder, der kæmper med et forvrænget kropsbillede. De føler, at de først må hvile i sig selv, når kroppen ser ud på en bestemt måde. Sociale medier, reklamer og filtre forstærker ofte følelsen af utilstrækkelighed – man sammenligner sig konstant med billeder, der slet ikke afspejler virkeligheden.
I terapi
arbejder man med at forstå, hvor de selvkritiske tanker stammer fra. For mange begynder det tidligt – måske gennem kommentarer fra omgivelserne, idealer fra medierne eller oplevelser af ikke at passe ind. Over tid bliver kroppen et symbol på ens værdi. Jo mere man prøver at kontrollere den, desto fjernere bliver man fra sig selv.
Arbejdet med selvværd handler om at genopbygge forbindelsen til kroppen som en del af én selv – ikke et objekt, der skal bedømmes. Man lærer at mærke kroppen indefra i stedet for at vurdere den udefra. Hvad har den brug for? Hvad føles rart? Hvornår siger den fra? Det er spørgsmål, der gradvist ændrer relationen til både kroppen og sindet.
Selvværd vokser ikke af perfektion, men af accept. At kunne se på sig selv med et blik, der rummer varme frem for kritik. Det betyder ikke, at man skal elske alt ved sig selv hele tiden – men at man kan være venlig mod sig selv, også på de dage, hvor man ikke føler sig smuk.
For mange er det en lettelse at opdage, at usikkerhed omkring udseende sjældent handler om kroppen i sig selv. Det handler om, hvordan man ser på den. Når man arbejder med at styrke sit indre selvværd, mister spejlet gradvist sin magt. Man begynder at føle sig mere fri, mere ægte – og vigtigst af alt: mere nok.
At have et sundt forhold til sin krop er ikke et spørgsmål om at ændre den, men om at ændre måden, man taler til sig selv på. Kroppen er ikke fjenden – den er fortællingen om alt det, man har levet. Og når man lærer at lytte til den med respekt, kan man begynde at føle sig hjemme i sig selv igen.